»Gør dit spejlbillede til en historie, ikke bare til et billede.«
Det var min tanke, da jeg begav mig af sted med et spejl på ryggen – op ad et 3400 meter højt bjerg i Østrig. Hvorfor? Fordi jeg ville bevise, hvad vores elamirror virkelig kan præstere.
Og ja, også lidt fordi jeg var skør nok til at tage Europas højeste udendørs-selfie.
Idéen: Et spejl, en bjergtop og en ret skør plan
Det begyndte – som så ofte – med en kop kaffe i vores værksted. Jeg havde netop vores nyeste prototype i hånden: superlet, fleksibel, brudsikker – og alligevel stadig et ægte spejl. Jeg drejede den, betragtede mit spejlbillede og tænkte:
»Når vi siger, at elamirror er en ægte innovation, så skal vi også bevise det. Og det skal vi gøre ordentligt.«
En almindelig test på engen? Kedeligt. Jeg ville højere op.
Valget faldt på en alpin bjergtop i det østrigske Hohen Tauern. 3.400 meter høj, teknisk krævende, med klatrepassager og kamstrækninger – lige noget for mig.
I ugerne op til turen trænede jeg som en besat. Klatretræning, pakkeøvelser foran spejlet. For én ting stod klart: Selv om den kun vejer 1,2 kg – i 3.000 meters højde føles alt dobbelt så tungt.
»Når du er på bjerget med det der, har du enten en plan – eller en fugl.« – Citat fra en bjergfører, efter at han havde set udstyret.
Opstigningen: Sten, is og de første tvivl
Jeg tog af sted endnu før solopgang sammen med Felix, min videograf. Det var koldt, himlen var klar, og pandelamperne lyste op over grus og klipper.
elamirror -spejlet ragede op af min rygsæk som en hightech-vinge. I starten føltes det hele godt – spejlet sad stabilt, og vægten kunne næsten ikke mærkes.
Men jo højere vi kom op, desto vildere blev terrænet. Vi måtte tage stegjernene i brug, og klatrepassagerne blev mere krævende. Jeg måtte koncentrere mig fuldt ud – hænderne på klippen, fødderne på små fodstøtter, spejlet som en tavs ledsager på min ryg.
Det gik godt. Indtil bjergkammen. Og vinden.
Vinden: Da mit spejl næsten blæste mig ned ad bjerget
Fra omkring 3.200 meter ændrede alt sig. Vinden tog til – ikke langsomt, men med fuld styrke.
Det, der før var et praktisk spejl, blev pludselig til et sejl. Jeg kunne mærke, hvordan det trak i mig. Hver vindstød bragte mig ud af balance. En gang måtte jeg kaste mig fladt ned mod klippen, fordi jeg tænkte: Nu løfter den dig lige om lidt.
Spejlet flagrede truende, jeg klamrede mig fast til en fremspringende kant. Felix råbte noget til mig – jeg forstod intet. Kun vinden. Kun tanken: Nu må jeg ikke give op.
Alligevel fortsatte jeg. Centimeter for centimeter. Tællede hænder, fødder og åndedrag. Jeg lukkede alt andet ude – bortset fra det næste greb.
Øjeblikket: Toppen, gåsehud, spejlglans
Omkring middagstid stod vi deroppe. Ikke en sjæl. Kun stilhed – og vind.
Jeg satte spejlet op og fastgjorde det til en klippeblok med karabinhager. Jeg tjekkede det hele endnu en gang og trådte hen foran det.
📸 Klik.
Et selfie. Intet filter. Ingen iscenesættelse. Kun mig, himlen, panoramaet – og mit spejlbillede i 3.400 meters højde.
Det, jeg så, var ikke kun mit ansigt. Det var hele historien: Opstigningen, kampen mod vinden, ankomsten. Og » elamirror «? Uskadet. Ingen rynker, ingen revner, intet spor af stormen.
Set i bakspejlet: Hvorfor dette selfie var mere end blot et billede
Nedstigningen var mere rolig og afslappet – i hvert fald i tankerne. Jeg var træt, men tilfreds.
Da jeg kom tilbage til hytten, kiggede jeg på billedet på min mobil. Og jeg vidste med det samme: Det er det.
✔️ » elamirror « har bestået den ultimative holdbarhedstest
✔️ Ingen skader, trods kontakt med klipper, klatring og vindstød
✔️ Et selfie, der ikke bare ser godt ud – men også fortæller en historie
Men det vigtigste var ikke billedet. Det var følelsen.
💡 At vide, at vi har skabt noget, der ikke bare skinner – men også holder. Selv når du tror, du er ved at flyve væk.
Næste gang du kigger i spejlet, så spørg dig selv:
🪞 Har din været oppe på 3.400 meter? Min har.